Menu Forsiden Om Nils Hartmann Romaner for børn Historie Rim og remser Hartmann & Karrebæk Børns rettigheder Andre bøger Kontakt   Historie

Børnenes Danmarkshistorie
Børnenes DanmarkshistorieBørnenes Danmarkshistorie består af fire bøger, som fortæller om den lange udvikling i danskernes historie fra istiden til vore dage. Bøgerne handler først og fremmest om almindelige mennesker og deres kamp/arbejde for at overleve. Og der er gjort meget ud af at skildre børns dagligdag til forskellige tider. Vi hører om den høje børnedødelighed i gamle dage, om børns arbejde, leg og skolegang. Men der er naturligvis også blevet plads til at fortælle om konger og dronninger og mange af de kendte danskere.

Børnenes Danmarkshistorie blev i 2000 samlet i ét bind. I efteråret 2013 udkom bogen i en opdateret udgave med afsnit om væsentlige begivenheder 2000-2013.

De første danskereBind 1: De første danskere
Illustreret af Lilian Brøgger
Fortæller historien om Danmark fra istiden og frem til vikingetidens slutning. Hvor kom de første danskere fra? Hvad lavede de, da de kom til et land, som så helt anderledes ud, end Danmark gør i dag? I bogen kan du møde danskerne i stenalderen, bronzealderen, jernalderen og vikingetiden. Du kan kigge ind hos de første bønder, som begyndte at opdyrke landet. Du kan se deres husdyr og få at vide, hvilke problemer de måtte slås med. Du kan også høre om vikingetogterne og om nogle af de nordiske guder. Og du kan opleve, hvordan kristendommen kom til Danmark.

Da Danmark var størstBind 2: Da Danmark var størst
Illustreret af Charlotte Clante
Fortæller om danskernes historie i middelalderen. Bønderne slider fortsat med at opdyrke landet. Der bygges kirker og borge, og kongerne og stormændene slås og tager på togter. I bogen kan du møde danskerne på landet og i middelalderbyen og opleve dem til hverdag og fest. Du skal med til Skånemarked og ridderturnering, og du kan høre om pesten, Den Sorte Død, som kommer sydfra og slår hver tredje dansker ihjel. Du får også at vide, hvordan Margrete 1. samler Norden og gør Danmark stort.

Danmark forandrer sigBind 3: Danmark forandrer sig
Illustreret af Palle Bregnhøi
Fortæller historien fra kirkeskiftet (reformationen) til bondens frigørelse og landbo-reformerne. Den nordiske union bryder sammen, og borgerkrigen Grevens Fejde raser i landet. Danmark og Sverige kæmper om magten i Østersøen, og Christian 4. har store planer. Du kan møde Gøngehøvdingen og hans snaphaner under Svenskekrigene. Du kan kigge over skulderen på enevolds-kongerne og lide med den stavnsbundne fæstebonde og de mange fattige børn.

Danskerne får travltBind 4: Danskerne får travlt
Illustreret af Kirsten Raagaard
Fortæller historien fra landbo-reformerne til nutiden. Du skal først med til en festlig bryllupsfest på landet. Men snart er det hverdag igen, og Danmark rammes af krig og bankerot. Du kan møde forfatteren H.C. Andersen, fysikeren H.C. Ørsted, filosoffen Søren Kierkegaard og salmedigteren N.F.S. Grundtvig. Du kan opleve, hvordan det går til, da Danmark får sin første grundlov, inden krig og katastrofe rammer landet i 1864. Med den nye industri begynder folk at vandre fra land til by. Der sker meget nyt i Danmark i 1900-tallet, hvor den tekniske udvikling tager fart. Efter tyskernes besættelse kommer befrielsen, og snart bliver Danmark en velfærdsstat. År 2000 nærmer sig, og alting skal gå hurtigere og hurtigere.

Børnenes Danmarkshistorier
Hvis du har lyst til at vide mere om Danmarkshistorien, kan du læse videre i Børnenes Danmarkshistorier. Serien består foreløbig af disse bøger:

Amled og UffeAmled og Uffe
Illustreret af Johannes Bojesen
Udkom i 1996. To historier om danske sagnhelte. Du kan læse de spændende beretninger om, hvordan prins Amled spiller gal og hævner mordet på sin far. Og om hvordan Uffe den Spage pludselig får kræfter til at svinge sværdet Skræp.

 

 
 

Roar og HelgeRoar og Helge
Illustreret af Charlotte Clante
Udkom i 1996. En række sagn-historier om de to brødre, Roar og Helge, som flygter til Vifils Ø og bagefter hævner mordet på deres far. Du kan bl.a. læse om vikingekongen Helges oplevelser i sakser-dronningens land. Og om helten Bjovulfs kamp mod troldene i Roars kongsgård i Lejre.

 

 
 

GøngehøvdingenGøngehøvdingen
Illustreret af Palle Bregnhøi
Udkom i 1998. Gøngehøvdingen blev en dansk frihedshelt under Svenskekrigene i 1600-tallet.  Du kan læse om, hvordan gøngerne overfalder svenskerne. Om hvordan Gøngehøvdingen og hans bedste mand, Laurits, forklæder sig som bønder og narrer en svensk oberst. Om hvordan svenskerne tager Gøngehøvdingen til fange. Og om skatten i søen.
 
 

Rejsen til Jakobs byRejsen til Jakobs by
Illustreret af Kirsten Raagaard Udkom i 1999. I året 1300 rejser to danske pilgrimme til Sankt Jakobs by, Santiago de Compostella, i Nordspanien. Følg med den 12-årige Jonas og munken Peder Kæller på en eventyrlig vandrig gennem middelalderens Europa. Du kommer på besøg i byer, borge og katedraler. Du møder munke og præster, sørøvere og riddere og mange andre spændende mennesker. I bogen kan du også læse sagnet om helten Roland.

Tyge BraheTyge Brahe
Illustreret af Charlotte Clante
Udkom i 1999. Tyge (Tycho) Brahe var en dansk adelsmand, som blev en verdensberømt videnskabsmand. I bogen kan du følge Tyge Brahe fra han som dreng ser en solformørkelse og begynder at interessere sig for stjernerne og universet. Du kommer med ham på rejser rundt i Europa og oplever, hvordan han bygger sine observatorier, Uraniborg og Stjerneborg, på øen Hven i Øresund. Du kan se nogle af hans instrumenter, læse om 1500-tallets verdensbillede og få noget at vide om Tyge Brahes opdagelser. Bogen fortæller også om Tyges flugt fra Danmark og om hans møde med matematikeren og astronomen Johannes Kepler ved kejserhoffet i Prag, hvor Tyge Brahe dør i 1601.

Børnenes Verdenshistorie
Børnenes VerdenshistorieBørnenes Verdenshistorie består af fire bøger, som fortæller om de vigtigste begivenheder og personer i verdenshistorien fra Big Bang til vore dage. Det tog millioner af år, før mennesket var skabt. Der gik nogle hundrede tusinde år, før folk lærte at bruge ilden. Og endnu mange tusinde år før de kunne bruge den til at smelte metal. Bagefter tog det 10.000 år, før dampmaskinen var opfundet. Men fra da af gik der kun 200 år, før de havde elektricitet. 100 år senere var atomkraften udviklet, og så gik der bare 25 år, før den første raket kunne skydes ud i rummet og nå Månen. I det sidste bind kan du læse om, hvordan alting kommer til at gå hurtigere, så verden er lige ved at løbe løbsk.

Børnenes Verdenshistorie blev i 2000 samlet i ét bind. I efteråret 2013 udkom bogen i opdateret udgave med afsnit om væsentlige begivenheder 2000-2013.

Verden bliver tilBind 1: Verden bliver til
Illustreret af Johannes Bojesen
Fortæller verdenshistorien fra universets skabelse til Romerriget og Jesu fødsel. Hvordan blev livet til? Hvor kom det første menneske fra? Hvem var de første bønder? Du får svar på spørgsmålene, og senere kan du møde pyramide-byggerne i Egypten, minoerne på Kreta, de første indianere og oldtidens grækere. Du har også mulighed for at besøge Babylons hængende haver, du kan komme med Alexander den Store på togt til Asien, og du kan opleve, hvordan Hannibal går over Alperne med sin hær og sine elefanter.

Verden bliver størreBind 2: Verden bliver større
Illustreret af Charlotte Clante
Fortæller verdenshistorien fra Jesu fødsel til det store kirkeskifte (reformationen). Det er middelalderens og de store verdensrigers tid. Du kan følge med europæerne på folkevandring og på korstog til det Hellige Land. Og du kan opleve livet på middelalderborgen og i middelalderbyerne. Du kan komme med Marco Polo på rejse til Kina, kigge ind i klostre og katedraler og se folk, der lider, når pesten og krigene hærger. Du kan også møde indianere, inkaer og azteker i Amerika, besøge Muhamed og arabernes mægtige rige, komme en tur til det mørke Afrika og tage med på de første opdagelsesrejser. Til sidst kan du høre om renæssancen og europæernes erobring af Den Ny Verden.

Verden forandrer sigBind 3: Verden forandrer sig
Illustreret af Kirsten Raagaard
Fortæller verdenshistorien fra reformationen til de store revolutioner og teknikkens tid. Du kan møde Luther i kamp mod den katolske kirke og se, hvad der skete i religionskrigene. Du skal med på besøg hos dronning Elizabeth 1. i England. Og du kan træffe berømte digtere som Shakespeare og Cervantes og naturvidenskabsmænd som Tyge Brahe, Kopernikus og Galilei. Vi tager dig med til Solkongens hof i Versailles uden for Paris, men glemmer ikke at fortælle om den hårde dagligdag for børnene og det arbejdende folk. Følg med indianerne på Prærien i Amerika og oplev de afrikanske slavers lidelser, når de sejler over Atlanterhavet til Den Ny Verden. Du kan også se blodet flyde under den franske revolution og komme tæt på kejser Napoleon. Bogen viser dig de nyeste opfindelser, og så slutter vi med at tage dig Jorden rundt på 80 dage.

Verden løber løbskVerden løber løbsk
Illustreret af Lilian Brøgger
Fortæller om tiden fra 1875 og frem til årtusindskiftet med et lille kig ud i den fantastiske fremtid. Du får fortalt, hvordan europæerne delte Afrika mellem sig og kommer med til den russiske revolution i 1917. Du møder arbejdere, som går i demonstration og kæmper for deres rettigheder. Du bliver øjenvidne til rædslerne i 1. og 2. Verdenskrig og er med, da amerikanerne kaster den første atombombe over Japan. Du kan følge koloniernes kamp for frihed, høre om den kolde krig og opleve de tekniske bedrifter, som gør det muligt at sende mennesker ud i rummet. Og så kan du se, hvordan Berlin-muren faldt og høre om kommunismens nedtur og Sovjetunionens opløsning. Vi giver dig en oversigt over de sidste 50 års krige og store konflikter og fortæller lidt om nutidens problemer. Til sidst får du et samlet register til alle fire bind.

Lykkens PamfiliusLykkens Pamfilius
Illustreret af Johannes Bojesen
Har du lyst til at læse om helte og skurke, guder og gudinder, digtere og filosoffer, uhyrer og troldfolk, grusomhed og mod? Så kan du finde 28 eventyrlige historier i Lykkens Pamfilius. Den indeholder historierne bag en række talemåder, som fx Ariadnes tråd, Bråvalla-slaget, Danaidernes kar, Sisyfos-arbejde og Ødipus-kompleks. Mange af de spændende sagn og myter har spillet en vigtig rolle i europæisk kunst og litteratur. Kender du dem, vil du lettere kunne forstå nogle af verdenskunstens store værker.

Danmarkskrøniken - Barn af det 20. århundrede
Trilogi om at være barn og ung i det 20. århundrede. Samlet skildrer de tre bøger Danmarkshistorien oplevet gennem en families liv i fire generationer fra århundredets begyndelse til i dag.

Oldemors hatteæskeBind 1: Oldemors hatteæske - Familiebilleder 1900-1930
Udkom august 2000. De sidste måneder af det 20. århundrede mødes den 12-årige Karoline med sin oldemor. Minderne vælter ud fra oldemors hatteæske, som er fyldt med gamle fotografier, udklip og breve. Sammen genoplever de oldemors barndom og ungdom og de første år af hendes ægteskab. I en række historier fortæller oldemor om sin familie, sine lege- og skolekammerater og sine første kærester. Vi oplever hendes møde med oldefar Christian og er med til deres bryllup. Og vi hører om livet i den danske provins. Om rejser med hestevogn og damptog, om de første biler og flyvemaskiner. Om Første Verdenskrig og om krigens uhyggelige følgesvend, døden. Når oldemor tryllebinder Karoline med sin fortælling, bliver historierne levende som film.

Farfars hemmelighederBind 2: Farfars hemmeligheder - Tidsbilleder 1930-1960
Udkom juni 2001. Fokus er nu flyttet til farfar, der fortæller sit barnebarn Karoline (nu 13 år) om de første faser af sit liv. Vi hører om hverdagens små hændelser, om leg og skolegang. Om lange lyse sommerdage og frydefulde snevintre. Koncentrationen er lagt omkring besættelsestiden. Det er fra denne periode farfar afslører hemmelighederne om sig selv og familien. Farfar beretter om livet i den lille provinsby (Præstø). Om rationering og nøjsomhed. Men også om kammeratskab og aktiv deltagelse i modstandskampen. Om flugt, angst og længsel. Samtidig hører vi i glimt om 'den store historie' - Anden Verdenskrig og udviklingen på krigens fronter. Til sidst følger vi farfars uddannelse, møder hans kærester og får et indblik i efterkrigstidens normer og moral.

Farfars hemmelighederBind 3: Fars historie - Skærmbilleder 1960-2001
Udkom i december 2002. Karoline er blevet 14 år. Nu får hun sin far til at fortælle sin del af familiens historie. Vi hører om, hvordan det var at være dreng i en tid med kvindefrigørelse, atomtrusler, Vietnamkrig og ungdomsoprør. Men også om teenageårenes venskaber og den første kærlighed. Karoline kommer selv mere og mere ind i historien. I centrum for hendes fortælling står de dramatiske begivenheder omkring terrorangrebet 11. september 2001 samt forholdet til veninden Anne og vennen Martin.

Den Trojanske krigDen Trojanske Krig
Udkom i april 2005. Den Trojanske Krig er historien om, hvordan striden om et gyldent æble og bortførelsen af Den Skønne Helene fører til en lang og blodig krig. Troja var en befæstet by på den asiatiske side af Hellespont. Byen havde en strategisk beliggenhed og var i oldtiden sæde for et mægtigt kongehus. Det var denne by, grækernes helte belejrede i ti år og erobrede ved hjælp af en snedig list: Den Trojanske Hest. Den græske digter Homer skrev om begivenhederne i sit store digt "Iliaden". Jeg har gendigtet historien, så den kan læses af større børn, og tegneren Palle Bregnhøi har lavet de smukke og dramatiske illustrationer.

OdysseusOdysseus
Udkom i april 2008. Den eventyrlige beretning om den græske helt Odysseus er en af verdenslitteraturens klassikere. Følg Odysseus på hans fantastiske hjemrejse fra krigen i Troja. Mød guder og lotusspisere, kyklopen Polyfem, de lokkende sirener, troldkvinden Kirke, den elskovssyge nymfe Kalypso og mange andre. Og få at vide hvad der sker, da den seje helt langt om længe vender hem til Ithaka og mødes med sin kone Penelope og sin søn Telemakos. Jeg har gendigtet Homers berømte værk i et nutidigt sprog, som kan læses af større børn, men voksne må også gerne læse med. Palle Bregnhøi har illustreret med poesi og indføling.

Nordiske gude- og heltesagn fortalt for børnNordiske gude- og heltesagn fortalt for børn
Udkom august 2008. Bogen fortæller alle de berømte historier om de gamle nordiske guder og helte. Med flotte, dramatiske og farverige illustrationer af tegneseriekunstneren Christian Højgaard (f. 1971). Tag med på en spændende rejse gennem Nordens mytologi. Mød Odin, Tor, Loke, Freja, Balder og mange andre skikkelser fra gudernes verden. Hør om de tapre nordiske sagnhelte: Starkad, Amled, Uffe den Spage, Roar og Helge, Rolf Krake, Regnar Lodbrog og mange flere. Bag i bogen findes en leksikalsk opslagsdel med navne- og ordforklaringer.

Danmarks konger og dronningerHistorien om Danmarks konger og dronninger fortalt for børn
Udkom oktober 2010. Bogen fortæller om de mere end 50 regerende konger og dronninger, Danmark har haft fra vikingetiden til i dag. Vi hører om deres liv og familie og om deres betydning i samtiden. Her kan du får at vide, hvem Christian 4. var gift med, og hvor mange børn han fik. Hvad tilnavnet Klipping betyder. Hvem der byggede Gåsetårnet. Hvor Knud den Hellige ligger begravet. Hvordan dronning Margrethes valgsprog lyder og meget mere. Bogen rummer desuden en række gode sagnhistorier, og den er illlustreret flot og udtryksfuldt af tegneren Christian Højgaard.

Kurs mod NordpolenKurs mod Nordpolen
Udkom i november 2010. Nordmanden Fridtjof Nansen vil være den første, der når Nordpolen. I 1895 begynder rejsen om bord på skibet Fram. Men snart opstår der problemer. Nansen og fyrbøderen Johansen begiver sig på ski ud i ødemarken. Dette er historien om to mænds heltemodige kamp gennem is og kulde for at nå målet. Illustreret af Palle Bregnhøi.

 
 

Christian 4. og RundetaarnChristian 4. og Rundetaarn
Udkom december 2010. Christian 4. regerede fra 1588 til 1648. I bogen hører vi om hans barndom og om hans spændende og aktive liv. Den fortæller om de krige, kongen deltog i, men også om de mange bygninger, han fik opført, især en masse om Rundetaarn. Vi hører om sære måder at bestige tårnet på, om en dreng, der faldt ned i tårnet og reddede livet, og om hvordan Rundetaarn blev til inspiration for H.C. Andersen. Bogen er illustreret med udtryksfulde tegninger af Susanna Hartmann. Her er masser af liv og mange festlige detaljer!

Jorden RundtJorden rundt. En fortælling om Morten Wormskjolds dramatiske rejse
Udkom i oktober 2011. I dag er botanikeren Morten Wormskjold ukendt for de fleste, men han er den første dansker, der rejste Jorden rundt. Inden da har han været på ekspeditioner til Norge og Grønland. I 1815 går han om bord på et russisk skib og sejler mod Sydamerika. Læs om den dramatiske rejse, der ender med, at Morten bliver efterladt i det øde Sibirien. Få historien om, hvordan det lykkes ham at komme hjem til Danmark, og hvad der videre skete.

Jorden RundtKongeegen - Et træ gennem tiderne
Udkom juni 2012. Vidste du, at det ældste levende væsen i Danmark er et meget gammelt egetræ? Det hedder kongeegen og står i Jægerspris Nordskov ved Jægerspris. Historien om Kongeegen følger årstidernes skiften og viser de skiftende generationer af mennesker, der har levet i Danmark. Den fortæller også, hvordan egen vokser og med tiden ældes, og hvordan landet, skoven og landskabet har forandret sig fra jernalderen til i dag. Bogen er smukt illustreret af Charlotte Clante.

Store slæderejserStore slæderejser. En fortælling om Knud Rasmussen.
Udkom november 2012. Knud Rasmussen blev født i Grønland i 1879. Her boede han, indtil han var 12 år. Så kom han i skole i Danmark. Men Knud havde en drøm. Han ville møde polareskimoerne, og det ønske fik han opfyldt. I bogen fortælles om hans liv og de spændende ekspeditioner, han deltog i med hunde og slæder. På den 5. ekspedition rejste han 18.000 kilometer gennem Canada og Alaska. Det var verdens længste slæderejse. Bogen er flot illustreret af Bodil Bang Heinemeier.

På tur med DanmarkshistorienPå tur med Danmarkshistorien
Udkom juni 2013. En bog for børn og familier, der har lyst til at høre en række af Danmarkshistoriens fortællinger og sagn og samtidig opleve de vigtigste af landets historiske seværdigheder. Fra landsdel til landsdel kan du følge danskernes spor i forskellige tidsaldre og få masser af stof til både højtlæsning og selvlæsning. Bodil Bang Heinemeier har lavet bogens fantasifulde illustrationer.

 

På togt til VinlandPå togt til Vinland
Historien om Leif den Lykkelige og de første søfarere til Amerika.Udkom november 2013. Europæerne besøgte Amerika længe før Columbus. Bogen fortæller om modige mænd, der i vikingetiden drog på store sørejser over Nordatlanten. Hvem var de? Hvad var det, der drev dem af sted. Læs om den irske præst og abbed Sankt Brendan, om Erik den Røde og Leif den Lykkelige og deres fantastiske togter. Bogen er krydret med indslag om samtidens dagligliv og levende illustreret af Rasmus Jensen.

 

På sørøvertogtPå sørøvertogt - berømte sørøvere
Bogen udkom juni 2014. I 1683 sejler den danske fregat Charlotte Amalia til Afrika for at købe slaver. Men skibet bliver overfaldet af engelske sørøvere.Læs den dramatiske beretning om, hvordan englænderen Willliam Dampier og hans mænd kaprer det danske skib og omdøber det til Ungkarlens Fryd. Og mød nogle af historiens berømte sørøvere, bl.a. Francis Drake, Kaptajn Kidd og Kaptajn Sortskæg.Selv kvinder blev sørøvere! Med dramatiske tegninger af Rasmus Jensen.

 

Historien om Danmark under 2. verdenskrig fortalt for børn og voksne Historien om Danmark under 2. verdenskrig fortalt for børn og voksne
Bogen udkom marts 2015 og er på 320 sider. Det er en samlet fortælling om besættelsen 1940-1945, men samtidig en historie, der begynder længe før med Hitlers og nazisternes magtovertagelse i Tyskland i 1930’erne. I bogen kan du læse om den tyske invasion af Danmark i 1940 og om de danske politikeres samarbejde med tyskerne. Du får historien om, hvordan det var at leve i Danmark i en tid med mørklægning, rationering og varemangel. Samtidig får du et grundigt indblik i børnenes hverdag. Du hører om sabotage og illegale blade, om Frikorps Danmark og om, hvordan danske nazister hvervede drenge til deres ungdomskorps. Endvidere er der afsnit om aktionen mod jøderne i 1943, om folkestrejken i 1944, om frihedskæmperne og befrielsesdagene i maj 1945 og meget mere. Bogen bygger på et fyldigt kildemateriale, og historien gøres levende af breve, beretninger, øjenvidneskildringer og fotografier fra tiden samt Christian Højgaards udtryksfulde og flotte tegninger. Desuden rummer bogen en oversigt over de væsentligste begivenheder under 2. verdenskrig, lille leksikon, omfattende litteraturliste m.m.

 

Døden på indlandsisenDøden på indlandsisen
Bogen udkom i maj 2016 og er en fortælling om Danmark-ekspeditionen til Nordøst-Grønland 1906-08. Historien begynder i juni 1906, hvor polarforskeren Mylius-Erichsen og 27 andre mænd sejler mod det nordligste Grønland, hvor ekspeditionen skal kortlægge kysten. Vi hører om mændenes barske oplevelser og deres kamp mod sult og kulde, når de rejser over indlandsisen med hundeslæder. Men ekspeditionen bliver forfulgt af fatale uheld, og tre af deltagerne forsvinder. Hvor blev de af? Illustreret af Rasmus Jensen.

 

Hvem bestemmer i Danmark? Historien om danskernes vej til demokrati. Hvem bestemmer i Danmark? Historien om danskernes vej til demokrati.
Illustreret af Rasmus Jensen og Christian Højgaard. Udkom oktober 2017. Bogen fortæller, hvordan danskerne har levet og indrettet sig med hinanden fra stenalderen og frem til i dag. Hvem har haft magten til forskellige tider? Hvem har bestemt i landet, i landsbyerne, i de større byer? Hvilke rettigheder og pligter har mennesker i Danmark haft gennem tiderne? Hør om de mænd og kvinder, der kæmpede for at gøre Danmark demokratisk. Oplev kvindernes seje kamp for valgret og ligestilling. Læs om børnearbejde, og om hvordan børn fik rettigheder og unge fik stemmeret. Samtidig får du de politiske partiers historie, historien om græsrodsbevægelser og ungdomsoprør, oversigt over danske regeringer siden 1901 og meget mere. For børn fra 10 år og voksne, der har lyst til at vide mere.

Hvorfor historie?
Hvis du spørger mig, hvorfor jeg synes, det er vigtigt at læse historiske bøger, så lyder svaret: Fordi det et godt at kende sine rødder. Og fordi man kan lære af, hvordan mennesker har løst problemer i tidens løb - og prøve at undgå tidligere tiders fejltagelser.  Historien kan bruges til at bringe orden i tilværelsen. Når vi kender fortiden, kan vi måske bedre forstå vores egen tid og handle ud fra noget, vi har lært.  Historien består af en uendelig mængde af fortællinger. Mange af dem rummer god underholdning og giver spændende oplevelser. Og så handler historien om noget, der virkelig er sket.  

Men det er vigtigt at vide, at historien næsten aldrig beskriver tingene præcis, som de skete. Fortidens mennesker oplevede ikke begivenhederne, som vi tror, de gjorde. De vidste fx ikke selv, at de levede i stenalderen, bronzealderen, jernalderen eller i middelalderen. Det er ord, som vi har skabt længe efter. Der er heller ingen, der i dag kender den virkelige sandhed om slavehandelen. Hvem fortalte den, når slaverne blev slået ihjel eller omkom under rejserne over Atlanterhavet?  

Det er også vigtigt at vide, at historien ikke altid beskriver en udvikling - noget, som bevæger sig fremad. Den kan også gå tilbage. Efter krige og pest har mange mennesker i tidens løb måttet begynde forfra med at bygge huse, dyrke marker osv.  Det er fællesskabet, det daglige arbejde, nye redskaber og metoder, der gør folk dygtigere. Og det driver udviklingen fremad. Alle de småbitte fremskridt, som folk kan glæde sig over. Det var ikke kongerne og videnskabsmændene, der skabte opdagelserne og opfindelserne. For at bygge en stjernekikkert måtte videnskabsmanden have dygtige håndværkere, som kunne slibe glas og smelte metal. Vi plejer at sige, at Christian 4. byggede  Rundetårn, Nyboder og mange andre berømte huse. Men det gjorde han ikke. Nej, han havde murere, tømrere, arbejdere og arkitekter til at gøre arbejdet.

 

    Forsiden - Om Nils Hartmann - Romaner for børn - Historie
Rim og remser - Hartmann og Karrebæk - Børns rettigheder
Andre bøger - Kontakt

Sidst opdateret den 28. oktober
Denne side ligger på www.nilshartmann.dk